Vedvarende brint produceret ved hjælp af 100 % vedvarende elektricitet til vandelektrolyse er en strømkilde, der næsten ikke udleder drivhusgasser, som Tyskland kunne bruge i sine dekarboniseringsbestræbelser. Vedvarende brint kan bruges i hele økonomien, inklusive transport. Når det bruges til transport, skal brinten leveres til en brinttankstation. Brint kan produceres på et centralt anlæg og transporteres til HRS eller produceres direkte på stedet på HRS.

Den tyske regering giver omkostningsestimater for tre hydrogenstationskapaciteter: 400 kg, 1.000 kg og 2.500 kg brint pr. dag. Prisen inkluderer den første investering i tre komponenter: brintlagertanken, kompressoren og dispenserne. Den årlige faste driftsomkostning er beregnet til 4 % af kapitalomkostningen.

Prisen på brint ved pumpen er summen af ​​omkostningerne ved brintproduktion og omkostningerne ved forsyningsinfrastrukturen. Prisen på brint ved pumpen varierer efter område i landet som følge af variationer i brintproduktionsparametre, nemlig prisen på vedvarende elektricitet, elnettaksten, prisen på vand og afgifter.

Omkostningerne ved at producere brint er den største medvirkende faktor til den udjævnede pris på brint ved pumpen. Dette skyldes høje kapitalinvesteringer i både vedvarende elproduktion og vandelektrolyse. Efterhånden som begge teknologier forbedres, anslås det, at prisen på brint ved pumpen vil være 30 % billigere i 2030 og 50 % billigere i 2050 sammenlignet med 2020-niveauet.

I år 2020 var brintproduktionsprisen inden for undersøgelsens rækkevidde, som er fra 3 til 6,5 euro pr. kg brint. Men for år 2050 er estimaterne for de gennemsnitlige omkostninger ved vedvarende brint i EU i et af scenarierne lavere